Jeg videste det med hovedet, ikke med kroppen
"Jeg ved ikke engang, om jeg er god til terapi."
Det er en sætning, jeg indimellem hører, og jeg tror, den hænger sammen med en udbredt forestilling om, at terapi er for mennesker, der allerede kan sætte ord på deres følelser, som ved, hvad de mærker, og som kan forklare, hvorfor de reagerer, som de gør.
Jeg ved, at det ikke behøver at være sådan, for jeg startede ikke selv dér.
Da jeg første gang satte mig over for en terapeut, havde jeg hverken et sprog for mine følelser, en klar forståelse af mine mønstre eller særlig meget kontakt til mine behov. Jeg vidste bare, at jeg ikke havde det godt. Ikke nødvendigvis på en dramatisk måde, men som en diffus utilfredshed og en følelse af, at noget ikke stemte.
Jeg var alt for ked af det og utilfreds det meste af tiden, og jeg havde det ikke godt, hverken fysisk eller psykisk. Så jeg gik til en psykoterapeut med nogenlunde den samme forventning, som når jeg gik til lægen: Måske kunne hun gøre noget, lære mig noget eller fortælle mig noget, der kunne få de følelser til at forsvinde.
Da jeg troede, terapi handlede om at finde de rigtige svar
Jeg husker stadig tydeligt, hvor mærkeligt terapi kunne føles, da jeg startede – og faktisk i mange år derefter.
Når terapeuten spurgte, hvad jeg mærkede, blev jeg usikker. Måske kunne jeg registrere noget i maven, måske ikke. Men det, der fyldte mest, var sjældent hvad jeg mærkede. Det var spørgsmålet om, hvorvidt det var det rigtige svar eller om jeg kunne regne ud hvad det sagde om mig.
Så jeg kiggede på terapeuten, lyttede efter hendes reaktion og forsøgte at aflæse, om jeg gjorde det rigtigt. Hvis hun spurgte mig, hvilken farve en følelse havde, anede jeg ikke, hvad hun mente. Jeg havde ingen erfaring med at undersøge mit indre på den måde.
Nogle gange fandt jeg nærmest på et svar. Ikke for at snyde, men fordi jeg gerne ville være en god klient.
I dag kan jeg smile lidt af det, men dengang forstod jeg faktisk ikke, hvad der foregik.
Jeg troede, at terapi handlede om at finde de rigtige svar, og at det var terapeuten, der skulle give mig dem.
I virkeligheden handlede det om noget helt andet.
Det handlede om langsomt at opdage, at mine egne svar, følelser og sansninger havde værdi og at de eksisterede.
Ikke fordi jeg ikke vidste at jeg havde værdi. Hvis nogen havde spurgt mig dengang, om jeg havde værdi som menneske, havde jeg sandsynligvis svaret ja.
Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit nervesystem ikke troede på det. Mine reaktioner gjorde ikke. Mine relationer gjorde ikke.
Der var en stor kløft mellem det, jeg vidste med hovedet, og det, jeg oplevede i mit liv.
Det var den kløft, der gjorde ondt.
Jeg havde simpelthen ikke mig selv med.
Når opmærksomheden altid har været rettet udad
Noget af det, jeg senere har forstået, er, at mange mennesker bliver eksperter i at orientere sig mod andre.
Vi lærer at forstå stemninger, aflæse behov, tilpasse os, tage ansvar og skabe plads til andre menneskers følelser. Det kan være værdifulde evner.
Men nogle gange sker det på bekostning af kontakten til os selv.
Vi bliver så optagede af, hvordan andre har det, at vi gradvist mister forbindelsen til, hvordan vi selv har det.
Vi tror måske, vi ved, hvad andre tænker, og vi har ofte også lært, hvad der er det rigtige at tænke om os selv. Men når det, vi ved, og det, vi gør, ikke skaber den effekt, vi længes efter, kan det være et tegn på, at der er blevet for stor afstand mellem vores viden og vores levede erfaringer.
Vi mærker andres behov, og vi ved måske også godt, hvad vores egne behov er. Men for dem af os, der har lært at være i relation ved at sørge for, at andre har det godt, kan der opstå en stor kløft mellem at dække andres behov og selv føle sig næret.
For selvom det kan føles godt at gøre andre glade, er det ikke altid nok.
Vi kan komme til at bruge mere energi, end vi har – travlt med at hjælpe, ordne, forstå og tage ansvar. Måske fordi vi et sted har lært, at vi er elskelige for det, vi gør, og ikke blot for det, vi er.
Vi bliver dygtige til at forstå verden omkring os, men mindre fortrolige med verden indeni.
Og når det sker, kan spørgsmål som Hvad føler du? Hvad har du brug for? Hvad ønsker du dig? være overraskende svære at besvare.
Ikke fordi svarene ikke findes, men fordi opmærksomheden så længe har været rettet et andet sted hen.
Og måske fordi vi ikke helt tror på, at det er muligt at få det, vi har brug for eller længes efter.
Ofte har vi mange gode forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Forklaringer, som giver mening, men som samtidig kan være måder at beskytte os selv på.
Uden at vi opdager det, kan gamle tanke- og handlemønstre derfor komme til at stå i vejen for netop det, vi længes efter.
Små skridt tæller
Når jeg ser tilbage på min egen rejse, tænker jeg ikke på store gennembrud, men på små skridt.
Et øjeblik, hvor jeg mærkede noget lidt tydeligere end før.
En situation, hvor jeg blev mere opmærksom på en reaktion.
En samtale, hvor jeg pludselig forstod mig selv en smule bedre.
Ikke fordi nogen gav mig svaret, men fordi jeg gradvist begyndte at lytte stille til mig selv.
Det tager tid.
Og det er måske noget af det vigtigste, jeg har lært:
Du behøver ikke starte med indsigt.
Du behøver ikke kende alle dine mønstre, kunne sætte præcise ord på dine følelser eller vide, hvad terapien kommer til at føre med sig.
Du må gerne starte med en diffus fornemmelse af, at noget ikke føles rigtigt.
Med forvirring, tvivl, skepsis eller nysgerrighed.
Eller bare med følelsen af slet ikke at vide, hvor du skal begynde.
For nogle gange begynder vejen til større kontakt med dig selv netop dér.
Ikke med svar, men med modet til at være nysgerrig og langsom og undersøge spørgsmålene.
Og hvis du selv går rundt med usikkerheden om, hvorvidt du er "god nok" til at gå i terapi, er det måske værd at vide, at nysgerrighed på dig selv, er nok for at starte i terapi.
Så opdager du dig selv undervejs.
Har du lyst til at opdage dig selv?
Lad mig støtte dig på din rejse
