Når det gode arbejdsliv handler om mere end selve arbejdet

I har måske allerede de rigtige værdier på plads. I taler om trivsel, psykologisk tryghed og god ledelse – og alligevel er der noget, der driller.

For ofte er det ikke selve opgaverne, der er problemet. Det er den måde, I er sammen på. Kommunikationen, der går skævt. Forventningerne, der aldrig bliver sagt højt. Konflikten, der ulmer under overfladen i stedet for at blive taget.

Det er der, jeg kommer ind i billedet. Jeg hjælper ledere og medarbejdere på arbejdspladser, hvor mennesker arbejder med mennesker, med at få mere bevidsthed om det, der sker imellem dem – og et arbejdsliv, der er til at holde til.

Arbejdsliv og ledelse

Ledersparring – ledelse, der kan mærkes

At lede andre kræver mere end faglig dygtighed og gode intentioner. Det kræver, at du tør være tydelig, tage ansvar og sætte grænser – uden at miste kontakten til dig selv eller til dem, du leder.

Det er her EQ kommer ind. Ikke som et ord, der lyder godt på et kursusbevis, men som evnen til at kende dig selv, være i dine egne reaktioner og navigere i de følelser og dynamikker, der altid opstår, når mennesker arbejder sammen. 

I ledersparring taler vi ikke bare om den svære samtale eller den konflikt, du går og bærer rundt på. Vi øver at mærke den. Vi undersøger, hvad der faktisk sker i kroppen, når du står i det – uroen i maven, spændingen i skuldrene, trangen til at undgå – for det er dér, mange af dine reaktioner som leder bliver til, længe før hovedet når at tænke sig om. Det giver dig et mere jordnært afsæt for din ledelsesrolle, din kommunikation og din selvledelse, end hvis vi kun talte om det.

supervision

Supervision – når arbejdet går tæt på

Når man arbejder med mennesker, sætter det spor. Man bliver berørt, tager ansvar, og møder andre menneskers svære liv tæt på. Det kræver et sted at lægge det fra sig – og reflektere over, hvad arbejdet egentlig gør ved en selv.

Jeg tilbyder individuel supervision til ledere og medarbejdere, der arbejder med mennesker. Det kan handle om konkrete sager, samarbejdet i teamet, grænser, konflikter, eller bare det, der bliver ved med at fylde, længe efter arbejdsdagen er slut.

Ofte har vi talt os trætte om, hvad der er svært, uden at det egentlig letter. I supervisionen undersøger vi også, hvad der sker i dig, når arbejdet bliver svært – ikke kun hvad du tænker om det. Målet er et trygt rum, hvor du kan stoppe op, få øje på nye vinkler og finde flere veje frem – uden at miste det menneskelige blik på det, du arbejder med.

ledersparring

Psykologisk tryghed – fra ord på papir til noget, I kan mærke

Psykologisk tryghed er blevet et ord, de fleste arbejdspladser kender. Men spørgsmålet er, om medarbejderne rent faktisk oplever den i hverdagen: at de kan sige deres mening, bede om hjælp, tage fejl højt og være uenige – uden at det koster noget?

I mine oplæg og workshops om psykologisk tryghed på arbejdspladsen taler vi ikke kun om begrebet. Vi laver øvelser, hvor I som gruppe rent faktisk mærker, hvad der sker, når trygheden er der – og hvad der sker i kroppen, når den ikke er. Den forskel er svær at glemme, når man først har mærket den, og den bliver et fælles sprog, I kan bruge bagefter. Vi kommer bredt omkring: kommunikation, feedback, konflikthåndtering, grænser og omsorgstræthed.

 

Oplæg, workshops og skræddersyede forløb

Nogle gange har I brug for et oplæg, der sætter gang i tankerne på et personalemøde. Andre gange en workshop, hvor medarbejderne selv undersøger et tema sammen – og gerne med kroppen i spil, ikke kun hovedet. Og nogle gange har lederen bare brug for et fortroligt rum til at finde vej i noget udfordrende, alene.

Derfor spænder mit arbejde bredt: 1:1 ledersparring, supervision, oplæg og foredrag om ledelse, trivsel og arbejdsmiljø, workshops – og skræddersyede udviklingsforløb til jeres virkelighed.

Jeg tager altid udgangspunkt i den hverdag, I rent faktisk står i. Min tilgang er nærværende og undersøgende, men også konkret og analytisk. Udvikling handler ikke om mere viden eller flere gode ord på væggen – det skal kunne mærkes i kroppen at det over tid gør en forskel. 

Skal vi tage en uforpligtende samtale?

Måske fungerer det meste allerede, og I vil gerne blive endnu bedre til det, der virker. Måske er noget blevet svært. Eller måske kan I bare mærke, at I gerne vil arbejde mere bevidst med den arbejdsplads, I er sammen om at skabe.

Forløb og priser aftaler vi ud fra jeres konkrete behov og ønsker. Det kan være et enkelt oplæg på et personalemøde eller et længere forløb, hvor vi arbejder mere grundigt med en konkret udfordring. Tag endelig kontakt, uanset om I har brug for et enkelt oplæg eller et længere forløb, så finder vi ud af, hvad der giver mening for jer.

 

Jeg tilbyder blandt andet:

  • 1:1 ledersparring
  • Individuel supervision
  • Oplæg og foredrag på personalemøder
  • Workshops om psykologisk tryghed og arbejdsmiljø
  • Workshops om relationer, kommunikation og konflikter
  • Forløb om EQ, selvledelse og følelsesmæssigt følgeskab
  • Skræddersyede udviklingsforløb
Jannie staaende

"Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tænkning, som vi brugte, da vi skabte dem."

Albert Einstein